Børn og stress

Det er ualmindelig kortsigtet at behandle børn for stress.
De bliver indlagt og undersøgt for mavesmerter, hovedpine, koncentrationsbesvær, læsevanskeligheder og mange andre symptomer.
Det er værd at erindre, at symptomer er symptomer, fordi de er symptomer på noget. Ellers er det ikke symptomer.

Selvfølgelig skal børn med symptomer undersøges. I et vist omfang. Nemlig indtil vi er rimeligt sikre på, at symptomerne ikke er et signal om en truende legemsbeskadigelse, som der må gribes ind overfor.
At mavesmerterne ikke er blindtarmsbetændelse, at de ikke er tegn på nyresygdom. At hovedpinen ikke er symptom på meningitis eller hjernesvulst eller synsproblemer eller hørenedsættelse eller andet, der kan og skal gøres noget ved. At indlæringsvanskelighederne ikke skyldes en udviklingsforstyrrelse, der skal reageres på.

Det er udmærket, men når alle relev ante undersøgelser giver fine, normale resultater, der indikerer, at alt fungerer normalt, hva`så?
Det er utilfredsstillende for alle parter, når lægen slår ud med armene og med megen autoritet erklærer, at barnet er rask. For symptomer har de stadigvæk.
Børnene kan erklæres raske - teknisk set Men så har symptomerne også fået netop den opmærksomhed, disse kræver og vi kan gå videre.

Symptomerne er stadig signaler. De er bare ikke signaler om de velkendte, fysiske sygdomme, men signaler om noget andet.
De er signaler fra en indre skytsengel, der våger over børnene og giver dem signal om, at noget i deres liv er galt.

Og det er netop sådan, vi skal forstå stresssymptomer. Ikke som sygdom, men som en reaktion. Som en reaktion på en påvirkning, der er større, end barnet kan håndtere.
Denne reaktion kræver et opklaringsarbejde omkring årsagerne til signalet. Det kræver meget mere end en række undersøgelser.
Børn får ikke stress af sig selv. Det er noget, der opstår i en gensidig vekselvirkning mellem barnet og dets omgivelser. Derfor er håndteringen af disse stresssignaler og et fælles ansvar. Ingen af parterne kan løfte ansvaret alene.